Visionpool – Kreativitet imellem orden og kaos


Af Anders Michelsen
Anders Michelsen er adjunkt, PhD og koordinator for Visuel Kultur overbygningen på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han arbejder med at udvikle teoretisk og analytisk forståelse af kollektiv kreativitet i videnskabelig og praktisk sammenhæng, i samarbejde med partnere i det private og det globale civilsamfund.

Set i bakspejlet kan der ikke være tvivl om at ordet ’kreativitet’ allerede nu kan udnævnes til det mest hotte buzzword i det første årti af det nye årtusind. En googlesøgning på ’creativity’ giver 67 millioner hits. Det beslægtede ’Innovation’ giver 141 millioner.  Ordet ’kreativitet’ dukker op over en bred bank i alle mulige sammenhænge. Fra det private til det offentlige, i intimt personlige sammenhænge og mellem mennesker. Det ”kreative menneske”, det ”kreative Danmark”, de ”kreative uddannelser” – at være kreativ synes indiskutabelt at være noget alle kan samles om i nutidens Danmark. Kreativitet kan man give i dåbsgave, det indgår som et led i tidens hang til spiritualitet og mondæn religiøsitet. Kreativitet kan samtidig afgøre fremtiden for de største firmaer eller de mest rodfæstede organisationer.
Jagten på kreativitet indledes i kulturfeltets sammenhæng mere konkret af Kulturministeriet og Erhvervsministeriet, som i en rapport fra 2000 skriver: "Det enorme vareudbud, den konstante fornyelse af produkterne og det overkommunikerede mediesamfund betyder, at man skal være noget særligt for at trænge igennem på det globale marked. (...) Kreativiteten er for mange nøglen til nye måder at kommunikere til markedet. Nye måder at give produkterne værdi på. Nye måder at være kreativ virksomhed på."
Kreativitet er i guldrandet kurs, men som citatet antyder er det uklart, hvad kreativitet egentlig er. Det er mere en besværgelse end et argument. I regeringsrapporten “Danmark skal vinde på kreativitet” fra 2005 demonstreres for alvor, at der ikke findes klare bud. Nettoresultatet er først som sidst hvad man kan kalde ”Lars von Trier-modellen”. Det vil sige en ide om, at hvis det kreative menneske dukker frem, så har vi kreativitet og den kan så behandles på mange forskellige måder. Hvis ikke, ja så...

I forskningen er situationen ikke meget bedre. Kreativitet tages for givet som et faktum, som kan behandles på forskellige måde. En kendt amerikansk kognitionsforsker håndterer dette ved simpelthen at interviewe en udvalgt række af Lars von Triere.
På samme måde er “Danmark skal vinde på kreativitet” fuld af besværgelser, som i realiteten ikke betyder noget som helst. Succeshistorierne bærer argumentet og det hele munder ud i det fromme håb/råb på flere kreative ledere. Som læser sidder man tilbage med undren, hvad sker der, hvis de udebliver? Kan man drive en hel nation og dens BNP på fromme håb?
Alligevel er efterspørgslen på kreativitet uformindsket. At finde på noget nyt, innovation, iværksætteri – at skabe – er så efterspurgt i alle dele af det danske samfundsliv at resultaterne er lige så forbavsende som en sekssporet motorvej. Det ligner alt sammen hinanden, lige kreativt, ligegyldigt. Den eneste forskel er den tilbagevendende påstand om kreativitet. Hvor 90erne var præget af ensformet tro på retro bliver 2000erne præget af ensformet tro på kreativitet.

På denne baggrund er ”Visionpool”, et banebrydende fænomen. Som alle der har prøvet Visionpool kan bevidne, kan denne opfindelse for alvor sætte gang i en kreativ snak. Og mere imponerende, kan den faktisk på ganske særlig vis ordne en sådan snaks overmål af diffuse ideer, associationer, fornemmelser, følelser og intuitioner.
Grundlæggende er Visionpool et slags brætspil bestående af billedfragmenter, en tidsramme og et rapporteringssystem. Det kan minde om et billedlotteri. Alligevel er brætspillet kun en umiddelbar ramme, som fungerer som scene for et åben flow af ideer mm. Man udskifter billedfragmenter (brikkerne), noterer og gør dette i forskellige tempi. Forskellen til et almindeligt brætspil er, at der ikke er et klart vinderkriterium, som er givet på forhånd. Der er et mål med processen, men det ligger uden for selve processen på brættet og er ikke en del af reglerne.
Resultatet er at kriteriet vokser ud af processen, det vil sige bliver resultat af en kreativitet, som så sammenholdes med målet. Man kan måske beskrive dette som at det egentlige mål bliver sat i parentes under første del af processen, hvilke muliggør et flow af ideer mm. I den afsluttende del af processen bliver målet indført igen, og man kan gøre en slags status over hvad der viste sig, at kunne blive til relevante muligheder. Imidlertid er det vigtigt at forstå, at Visionpool ikke leverer problemløsninger i traditionel forstand, men mulighedsscenarier. Visionpool fungerer på niveauet før den mere præcise løsning. Netop dette forhold er uhyre interessant, fordi det er her at jagten på kreativitet ofte går i stå.
Det handler om at holde processen i gang, at befordre kreativitet indtil der er noget der kan anvendes i en udenforstående situation. Det vigtige ved Visionpool er, at det afgrænser ideer, associationer, fornemmelser, følelser og intuitioner uden at sætte meget præcise ord på. Man kan tale om et mønster af muligheder, der træder i karakter. Sagt anderledes befinder det sig i det svært definerede område, hvor et mønstre begynder at falde på plads og antyder, hvad der kunne være nyt – hvad der kunne være en god ide, sågar en god ny ide uden at den er udarbejdet endnu.

Visionpool er et instrument, der konkret kan håndtere kreativitet. At det kan lykkes skyldes ikke kunne instrumentets særlige træk men måske først og fremmest, at det forener de to centrale kilder til kreativitet vi kender i dag: menneskets kropslige psyke-soma – med et gammelt ord ”fantasien” – og kollektive processer af kreativ art – med et gammelt men ikke helt korrekt ord ”verdensbilleder”, for eksempel de billeder som vi i fællesskab knytter mange og komplekse værdier til, for eksempel i myter og religion. I spillet med – rettere samtalen om – billedfragmenterne muliggøres et møde mellem den enkelte krops fantasi og et fællesskab af deltagere og deres fælles forestillingsverden. Dertil kommer Visionpools bestyrer, som sikrer indramningen af processen.

Visionpool opnår at poole den enkeltes fantasi med en kollektiv skabelsesproces. Kreativitet har at gøre med en paradoksal dialog, der er karakteriseret ved hvad man kunne kalde åben orden, der bringer grænseløshed og regelmæssighed sammen.
Dette paradoks er helt grundlæggende og må betragtes som et opgør med Lars von Trier myten. Fri gådefuld kreativitet findes ikke, omend myten om den spiller en ikke uvæsentlig rolle. Kreativitet er et samspil mellem åbenhed og orden, som vi kender fra Freuds drømmeteori. Der en forskel og en sammenhæng – ”distinktion/komplicitet” – mellem åbenhed og orden som den franske kreativitetsfilosof og psykonanalytiker Cornelius Castoriadis argumenterer. Men det er netop denne særlige sammenhæng og den tætte og konkrete proces den etablerer, der afgør om resultater er kreative.

Kreativitet kan ordnes hvis man tænker forholdet mellem kaos og orden på en anden måde. Dette berører en anden vigtig del af Visionpool, nemlig brugen af billeder til at skabe en vis korrespondens mellem kaos og orden. Brugen af billeder gør det muligt at bringe ideer, associationer, fornemmelser, sågar følelser og intuitioner på en vis fællesnævner – uanset om de er individuelle eller kollektive. Billedfragmenterne både befrugter og også undergraver de ord, deltagerne forsøger at sætte på dem. Billeder kan bruges til at ”sætte ord på”, men et billede betyder også ”mere end 1000 ord”. I udvekslingen mellem det ene og det andet dukker kreativitet op.
Således også med Visionpool. Villads Keiding, direktør for Visionpool, fortæller at udgangspunktet for Visionpool var en oplevelse af at ord hverken er entydige eller transparente. Man bliver enige om noget i ord – på skrift eller verbalt – men alligevel lægger man ikke det samme i ordene. Et koncept kan se rigtigt ud på papiret men det færdige produkt er langt fra det, alle troede indforstået i konceptet. Folk ”lægger noget forskelligt i ordene”, som det hedder.
Billeder – billedfragmenterne i Visionpool – tager dette ”på ordet” og bliver et medie til at udvikle og afklare flertydighed på en kreativ måde, som et sensitivt, dynamisk scenarie, hvorfra deltagerne kommer ud med en klarere ide om hvilke ord, der kunne være relevante.

Dette bekræfter to gamle og modstridende ideer om billedet i den vestlige kulturkreds.
På den ene side er billeder en adgang til verden, vi åbner øjnene hver morgen og ser et ”billede” af verden derude. Billeder indgår i de processer hvormed den intuitive mangfoldighed, som møder os, kan oversættes til klare begreber, som Kant mente. Billedet for enden af sengen kan videre bestemmes som møbler, vægge, en dør osv. Billedet belyser, åbner og præsentere noget, der kan sættes i et system, som allerede er der. Dette er realismens gamle program.
På den anden side er billedet anledning til skepsis. Kan man tro på hvad man ser? Kan et billede afbilde sin original, eller er billedet utroværdigt i forhold til et andet og måske mere ophøjet system, for eksempel af evige ideer som Platon mente? Billeder er i den forstand indbildninger, det vil sige forestillinger. Vi kan ikke være sikker på at det tomme rum ikke lurer bag tandpastatuben på badeværelseshylden.
Visionpool tager udgangspunkt i et overset aspekt af denne strid. Netop fordi billede både kan være afbildning og indbildning – befinde sig imellem afbildning og indbildning – kan de bruges til at bringe scenarier i spil om, hvordan noget kunne blive til virkelighed. Billedet har en kapacitet til flertydighedshåndtering, som er vigtigt for kreative processer.  Derfor er billeder og kreativitet tæt forbundet.
Visionpool rejser mindst tre interessante perspektiver for brugeren. For det første kan det sætte skub i processer som føjer nye ord til eksisterende og muliggør en kreativ proces der kan fæstne sig som mønstre: innovative mønstre, hvor koncepter kan udvikles. For det andet operationalisere det billeders dobbelthed af afbildning og indbildning og kanaliserer både fantasien i menneskets kropslige psyke-soma og de kollektive processer af kreativ art gennem konkrete synsprocesser i forhold til brikkerne på brættet. For det tredje og allermest afgørende er Visionpool i stand til at kombinere disse to og dermed forvandle kreativitetens grundlæggende paradoks til konkret kreativitet. Det enkelte psyke-somas flow af forestillinger håndteres på samme plan som kollektive processer af kreativ art gennem en unik relation mellem åbenhed og system.
Visionpool er ikke løsningen på kreativitetens gåde og det besvare heller ikke spørgsmålet om hvorfor – for alt hvad vi ved – at mennesket er den eneste gestalt i kosmos synes at have denne egenskab. Men konceptet leverer et værdifuldt bidrag til de mange forsøg på at scenariedanne kreativitet, som i dag udgør den faste stok i innovation, æstetisk ledelse, kreativ management mm. Dermed har han også bragt vores forståelse af mulighederne i konkrete former for kreative organisation i et dansk vidensamfund et skridt videre.


Anders Michelsen, København 2006.